Erik Langkjær debuterede i 1985 og har dermed over 30 års erfaring som maler. Siden er det blevet til mange udstillinger på gallerier og i kunstforeninger, samt undervisning i maleri, tegning og æstetik.
Han har gennem årene modtaget undervisning på kunstskoler og vejledning fra andre professionelle kunstnere. Som akademisk filosof og en efteruddannelse i tibetansk filosofi og psykologi, er han optaget af den menneskelige erkendelse. Det afspejler sig i maleriet, hvor opmærksomheden på sanseoplevelser er et omdrejningspunkt.
Erik Langkjærs malerier bliver til i et energisk og spontant billedsprog, der er beslægtet med impressionisternes brug af optisk farveblanding og frie penselstrøg. Erik er optaget af lysets flygtighed og selve livets foranderlighed, men føler også et slægtskab med Cézanne, som betoner de strukturelle kvaliteter og søger det evige og tidløse.
Som beskuer inviteres man til selv at deltage i skabelsesprocessen, når dansende penselstrøg blot antyder motiver fra hverdagen. Man efterlades i et spændingsfelt mellem abstraktion og genkendelighed.