Lill Thelin er uddannet som tegner og Art Director og har mere end 20 års erfaring i reklamebranchen. Siden har hun suppleret med et linjefag i billedkunst på Jelling Seminarium og diverse kurser på Århus Kunstakademi. Hun har udstillet på flere gallerier og i mange kunstforeninger og en enkelt udstilling på Isle of Wight i England. Hun har deltaget på flere kunstmesser. Lill Thelin har levet af sin kunst i de sidste 10 år, kombineret med at være leder og underviser hos Kunstskolen AOF i Horsens.
Lill Thelin har valgt at arbejde med det indadvendte tænksomme udtryk i portrætter af et liv, der er levet.
Her har hænder med deres både fine og dybe rynker på det seneste fundet mere og mere indpas. Hun fornægter ikke sin kærlighed for glade, levende farver i et abstrakt univers af disse vejrbidte ansigter, talende hænder eller knuder af et gammelt frønnet tov, som hver især fortæller deres historie.
Lill Thelin søger efter kontraster eller samspil. Kigger efter modsætninger i bygninger, bølger, træer – hvor som helst. Som når et tov ligger på stranden og ligner noget helt andet. Hun er i gulvhøjde med tingene, ikke en akademisk kunstnørd.